I mange år har vi fået fortalt, at Alzheimers skyldes plakker i hjernen.
Små klæbrige proteinophobninger, der langsomt ødelægger nervecellerne og til sidst hukommelsen.
Men hvad nu hvis det kun er en del af historien?
Ny forskning begynder nemlig at pege på noget andet – noget langt mere fundamentalt: hjernens energi.
Forskere som Benjamin Bikman og Christopher Palmer arbejder i dag med en tanke, der langsomt vinder mere og mere opmærksomhed i forskningsverdenen. Nemlig at Alzheimers i nogle tilfælde kan hænge sammen med hjernens evne til at producere og bruge energi.
Hvis det er rigtigt, ændrer det ikke bare vores forståelse af sygdommen.
Det ændrer også spørgsmålet fra:
"Hvad går galt i hjernen?"
til:
"Hvad mangler hjernen?"
Og det spørgsmål åbner faktisk for noget, der længe har manglet i samtalen om demens:
Håb.
Når Alzheimers måske handler om energi
Der er nogle emner, der rammer mig dybere end andre.
Alzheimers og demens er et af dem.
Både min mormor og min mor døde med demens. Jeg har derfor set sygdommen helt tæt på. Jeg har set, hvordan hukommelsen langsomt forsvinder. Hvordan verden gradvist bliver mindre. Hvordan et menneske, man elsker, langsomt mister forbindelsen til sine egne minder.
Det er en erfaring, der sætter sig dybt.
Når man har oplevet det på så tæt hold, begynder man også at stille nogle andre spørgsmål. Ikke kun om sygdommen, men om livet før sygdommen. Om hvad der sker i kroppen mange år før symptomerne viser sig. Og om der måske er noget, vi kan gøre tidligere i livet, som kan påvirke retningen.
Måske er det også derfor, jeg altid lytter ekstra opmærksomt, når ny forskning forsøger at forstå sygdommen på en ny måde.
Michael og jeg har i en længere periode haft en lille vane.
Vi lytter ofte til forelæsningsserien The Metabolic Classroom med den amerikanske metaboliske forsker Benjamin Bikman, professor i cellebiologi ved Brigham Young University.
Hans forelæsninger er korte, men meget dybdegående, og de gennemgår den nyeste forskning i metabolisme, insulin og de sygdomme, der i stigende grad viser sig at hænge sammen med vores energisystemer.
Det, jeg godt kan lide ved Benjamin Bikman, er hans evne til at forklare meget kompleks biologi på en måde, så man pludselig ser sammenhænge, man ikke havde tænkt over før.
Han arbejder især med insulin og insulinresistens og har i mange år forsket i, hvordan kroppens hormonelle regulering påvirker alt fra fedtforbrænding til kroniske sygdomme.
Den seneste lektion handlede om Alzheimers.
Og den begyndte med et spørgsmål, der virkelig satte tanker i gang hos mig.
Hvad nu hvis Alzheimers sygdom i virkeligheden ikke først og fremmest handler om plakker i hjernen – men om energi?
Historien om plakkerne
I mere end 30 år har den dominerende forklaring på Alzheimers været den såkaldte amyloid-hypotese.
Den går kort sagt ud på, at proteinet amyloid-beta ophobes mellem nervecellerne og danner plakker. Disse plakker skulle derefter udløse en kæde af skadelige processer i hjernen:
inflammation
tau-filtre
celledød
og til sidst demens.
Denne teori kom til at dominere hele forskningsfeltet.
Milliarder af dollars er blevet brugt på at udvikle medicin, der kan fjerne disse plakker.
Logikken var enkel:
Hvis plakkerne er årsagen til sygdommen, må fjernelsen af dem være løsningen.
Men der opstod et problem.
Plakkerne passer ikke særlig godt med sygdommen.
Obduktionsstudier har vist, at mange ældre mennesker har betydelige amyloid-aflejringer i hjernen uden at have haft demens.
Samtidig har mange af de lægemidler, der fjerner plakker, ikke forbedret hukommelse eller kognition hos patienterne.
Det har fået flere forskere til at stille et nyt spørgsmål:
Hvad nu hvis plakkerne ikke er årsagen til sygdommen – men et symptom?
Hjernens energikrise
Benjamin Bikman beskriver i sin forelæsning, hvordan en voksende mængde forskning peger på, at Alzheimers kan være tæt knyttet til insulinresistens i hjernen.
Når insulinets signalering svigter, får nervecellerne svært ved at bruge glukose som brændstof.
Hjernen begynder i praksis at mangle energi – selvom der er glukose nok til stede.
Det er derfor nogle forskere kalder sygdommen type 3-diabetes.
Denne idé blev blandt andet fremsat af forskeren Suzanne de la Monte allerede i 2005.
Siden da er der kommet en voksende mængde forskning, der peger i samme retning.
Noget af det mest tankevækkende er, at Alzheimers ikke opstår fra den ene dag til den anden.
I mange tilfælde begynder de biologiske forandringer i hjernen 20–30 år før de første symptomer viser sig.
Samtidig viser store epidemiologiske studier, at mennesker med type 2-diabetes har en markant øget risiko for at udvikle Alzheimers.
Det betyder ikke, at alle med diabetes udvikler demens.
Men det viser, at de metaboliske processer i kroppen kan spille en vigtig rolle for hjernens sundhed.
Christopher Palmer og hjernens energi
Den amerikanske psykiater Christopher Palmer, forfatter til bogen Brain Energy, arbejder med en beslægtet forståelse.
Hans forskning peger på, at mange psykiske og neurologiske sygdomme kan forstås som forstyrrelser i cellernes energisystemer.
Når mitokondrierne – cellernes små kraftværker – ikke længere kan producere energi effektivt, begynder cellernes funktion langsomt at bryde sammen.
I hjernen kan det vise sig som:
hukommelsestab
kognitive problemer
depression
eller neurologiske sygdomme.
Palmer beskriver derfor hjernen som et energisystem.
Når energien svigter, svigter funktionen.
Ketoner – hjernens alternative brændstof
Her bliver Bikmans pointe særlig interessant.
Selv når hjernen har svært ved at bruge glukose, kan den stadig bruge ketoner.
Ketoner er et alternativt brændstof, som kroppen producerer, når insulin er lavt – for eksempel under faste eller ved kulhydratreduktion.
Hjernescanninger viser et tydeligt mønster hos mennesker med Alzheimers:
Glukoseoptagelsen i hjernen falder.
Men optagelsen af ketoner forbliver normal.
Hjernen kan altså stadig bruge ketoner som energikilde.
Forskning fra blandt andre Stephen Cunnane ved University of Sherbrooke har vist, at ketoner fortsat kan optages og omsættes i hjernen hos mennesker med Alzheimers.
Det betyder ikke, at ketoner er en kur.
Men det fortæller os noget vigtigt om hjernens energisystem.
Derfor arbejder mange i dag med forskellige måder at give hjernen adgang til ketoner.
Det kan blandt andet ske gennem faste, gennem en kost der fremmer fedtforbrænding, gennem MCT-produkter eller gennem exogene ketoner.
Et af de produkter, vi selv har erfaring med, er Pruvit-ketoner.
Omega-3 – hjernens byggesten
Noget andet, der spiller en central rolle i hjernens sundhed, er fedtsyrer.
Hjernen består i høj grad af fedt – især omega-3-fedtsyrerne DHA og EPA.
Flere studier viser, at højere niveauer af omega-3 i blodet hænger sammen med lavere risiko for kognitiv svækkelse.
Men i den moderne kost er balancen mellem omega-6 og omega-3 ofte blevet kraftigt forrykket.
Historisk lå balancen sandsynligvis omkring 1:1 til 4:1.
I dag ligger mange mennesker på 15:1 eller endnu højere.
Det er også derfor jeg selv arbejder så meget med fedtsyrebalancen mellem omega-6 og omega-3.
Hvad betyder det for os?
Når jeg læser og lytter til denne forskning, sidder jeg altid tilbage med det samme spørgsmål:
Hvad kan vi selv gøre?
Mange af de forskningsspor, vi ser i dag, peger på nogle ret enkle biologiske principper:
stabilisere insulin
støtte hjernen med omega-3
give hjernen adgang til ketoner
skabe metabolisk ro i kroppen
Det er også essensen af den livsstil, Michael og jeg selv lever.
Og hvis jeg bare havde den mindste mistanke om, at jeg selv var i risikogruppen – og det ved jeg faktisk, at jeg er – så ville jeg handle med det samme.
Jeg ville nedsætte mit kulhydratindtag markant. Det har jeg gjort.
Jeg ville sørge for at få min omega-3-balance på plads gennem et BalanceOil-abonnement hos Zinzino. Det har jeg også gjort.
Jeg bruger MCT-produkter.
Og jeg tager også exogene ketoner indimellem.
Når man lever i en vedvarende ketogen livsstil, producerer kroppen faktisk selv ketoner i rigelige mængder.
Men havde jeg været diagnosticeret med type 2-diabetes og endnu ikke lagt min livsstil om, så er det netop disse metoder, jeg ville gribe til.
For hvis man lytter til Benjamin Bikman, er det også her forskningen peger.
Der findes i dag ikke ét eneste medicinsk præparat, der kan kurere Alzheimers.
Men der findes noget andet.
Viden.
Og nogle biologiske principper, som vi faktisk kan handle på.
Kommentarer