Det kommer nok ikke som nogen overraskelse.
Jeg skrev om lam tidligere i dag.
Og i aften stod der lam på bordet.
Danske lammekoteletter.
Fra vores slagter heroppe på toppen af landet, hvor lyset er skarpere, og vinden aldrig helt holder op.
Han sagde det næsten undskyldende:
“Det er måske sidste gang, jeg kan få dem hjem… det er for dyrt til mine kunder.”
For dyrt.
Og udenfor går lammene.
I klitterne.
I lyngen.
Med havet som bagtæppe og sandet som sti.
Man ser dem fra vejen, små hvide skygger i landskabet.
Og pludselig en dag er de væk.
Men de finder sjældent vej til slagterdisken heroppe.
Vi har talt om det mange gange.
Hvor ender de?
Jeg spurgte slagteren.
Han trak på skuldrene.
“Langtbortistan.”
Der var noget næsten poetisk over det svar.
Som om de forsvandt ud i verden, mens vi stod her mellem hav og hede.
Vi har før købt hele lam fra Skagen Ox – lige her i vores egen baghave.
Vi har hentet dem selv. Båret dem ind. Fyldt fryseren.
To frysere, faktisk.
Men lige nu er det kalv og gris, der ligger derinde.
Smukt udskåret, pakket og gemt til vinterdage og langsomme søndage.
Der skal spises, før der igen er plads til et helt lam.
Sådan er rytmen.
Men i aften blev det koteletter.
De blev lagt på en varm pande.
Det sagde en sagte hvislen, som når vinden løfter sandet over klittoppen.
De fik lov at stege hårdt, til ydersiden var mørk og sprød.
Indeni kun let lyserøde.
Præcis som de skal være.
Hvidløgsfed blev lagt i kokosolie, stille og roligt.
De blev gyldne udenpå, bløde og søde indeni.
Duften bredte sig i køkkenet.
Rosmarin over det hele.
Grøn som marehalm.
Dertil en enkel tomatsalat med mozzarella.
Rød, hvid, grøn.
Intet, der tog magten fra lammet.
Bare 3 på en tallerken.
Udenfor trak himlen sig langsomt mod aften.
Lyset blev blødere, som i et maleri fra Skagen.
Havet lå tungt i horisonten.
Indenfor var der ro.
I mit nordiske ketogene køkken handler det ikke kun om kulhydrater og insulin.
Det handler om at høre til.
At spise det, der går i det landskab, vi selv lever i.
At vælge det nære, når det kan lade sig gøre.
At finde en rytme mellem klit, hav og hede.
Måske begynder det netop dér.
Ikke i kalorier.
Ikke i tabeller.
Men i vinden over markerne –
og i det lam, der engang gik derude. 🌾
Kommentarer